Tyrkiet rejsebrev nr 3
Kære læsere
Morgenmad i hotel Ramada
Landskabet her omkring Göreme er så enestående, at det ikke findes noget andet sted i verden. Overalt ser vi tuf-klipper stikke op over terrænet. Vi besøgte Ortahisar og klippehulerne, som havde været boliger. De var stærkt forsømte eller ødelagte.
Med fare for sit liv står vores guide og fortæller levende om køer og okser, der drøner gennem gaderne.
År tilbage havde der været to erhverv. Hyrder og bønder. Guiden fortalte, at når køerne og okserne skulle hjem fra marken, så drønede de igennem de små gader og vidste lige præcis, hvor de hørte hjemme. I dag er der næsten ingen hyrder og bønder mere. Det hele er turisme. I øvrigt var der flag på halv et sted. Anledningen var, at Mustafa Kemal Atatyrk (tyrkernes fader) var død på denne dag i 1938. Göktuc, vores guide fortalte, at alle børn fik lært at ære Atatyrk, fordi han gennemførte en masse reformer, som havde betydet, at Tyrkiet var blevet til en moderne stat med vestlige værdier. Han indførte kvindernes valgret, at kvinderne holdt op med at bruge slør og brugte vestlig klædedragt. Selv klædte han sig som en vesterlænding. Han indførte også det latinske alfabet. Vores guide lagde ikke skjul på, at den udvikling var blevet bremset af den nuværende regering med Erdogan i spidsen. Han håbede at de unge mennesker ville tage ved lære af alt det de hørte om Atatyrk.
Selvom byen så ud til at være meget forsømt, mente han, at selv dårlige huse i dag blev solgt for 100.000 euro. Det hang sådan sammen, at der var investorer, som opkøbte nogle af de gamle boliger for, som vores guide sagde, der var ingen steder i verden, hvor man hver dag kunne se i 100-vis af balloner svæve hen over himlen, og desuden kunne foretage interessante vandreture i omegnen.
En ting mere ville han fortælle. Når en familie købte et stykke jord rundt om huset, så plantede de et hegn af popler rundt om. Når de fik børn, voksede popler og børn op sammen og blev store. Efterhånden som alt voksede, børn og popler, så kom den dag, da de nu voksne børn skulle giftes og alle poplerne blev fældet. På den måde var der penge til brylluppet.
Kokonerne fra silkesommerfugle larverne kan danne en silketråd på 1 km
Vi besøgte en tæppefabrik og nogle af gæsterne købte tæpper. De kvinder, der sidder og knytter tæpper, arbejder meget koncentreret og de kan lave et tæppe på 1 kv m på lidt over et år, et tæppe med 10x10 dobbeltknuder pr kv cm. Sælgerne lagde ikke skjul på, at det drejede sig om at sælge. Massevis af tæpper blev rullet ud på gulvet og salgstalerne begyndte. Vi var lidt nysgerrige efter at finde ud af, om priserne på silke på silke Hereke tæpperne var de samme som for 2 år siden. Det viste sig, at det kostede for 1,2 kvm tæppe, 6.500 euro, ca samme pris, som de kostede dengang. Vi afslog dog at købe. Men den ene efter den anden kom for at få os til at købe. Til sidst kom den øverste direktør for at høre, hvad der var gået galt. Jo, de kan deres metier de tæppehandlere.
Fra byen Gavucin, dom kollapsede 1956. Øverst tv ses indgangen til kirken, der blev stald
Göktuc viser krybben
Om eftermiddagen besøgte vi en by, Gavusin, om i 1956 var kollapset. Tilbage stod en høj tufklippe og når man ad stejle trapper og stier kom helt op der, hvor byen havde været, var der en kirke. Den havde muslimene jo ikke brug for, så de havde hugget render ud til ædetrug og lavet kirken om til en stald. Jeg tænkte på, at måske var det ikke så dårligt endda, for Jesus fødtes jo i en stald. På væggene var der kalkmalerier, hvor alle ansigter var kradset ud af muslimerne, fordi de ikke må gøre sig noget billede og for at sjælen kan forlade den person, som billedet viser. Det gælder i alle kirkerne, vi har besøgt, at ansigterne er ødelagt.
Vores guide kendte en krammekone der. Alle, som passerede hende, fik et kram. Ved hendes salgsbod var der en lejlighed. Vi fik lov til at gå gennem den, kikke ind i hendes private stuer og ud på den anden side, så vi kunne gå hjem ad en anden vej end ved opstigningen.
Sidst på dagen besøgte vi et keramik værksted. Der var ikke noget, vi lod os friste af.
I byen Uchisar fik vi et kvarter til at udforske hulebeboelser og en kirke. Jeg fandt en lille bitte kirke, som var indrettet i en keglestub. Duk hovedet godt for at komme ind, i den ene ende af et rum på 4-5 m var der en lille forhøjning, det var vist derfra præsten talte og i den anden ende var der puder og faldefærdige stole. Der var tæpper på gulvet. På væggen hang der nogle ikonagtige billeder i metal. Det var alt.
Lige nu er gruppen inde og se dervisher danse. Vi har sammen med 8-10 andre valgt det fra. Vi har fået lov til at sidde varmt og godt i bussen den timestid der går, medens showet forevises.
I morgen går turen tilbage til Antalya og undervejs besøger vi en underjordisk by. Jeg har desuden fået lov til, at fortælle om det armenske folkemord, som netop i år er blevet mindet den 24/4 på 100 årsdagen.
Med kærlig hilsen Else og Niels Ebbe, www.nhuus.de
|
Ingen kommentarer:
Send en kommentar